Isolering
Træfiber
Oprindelse
Træfiber er et relativt nyt isoleringsmateriale og salget er i fremgang. I gamle dage brugte man savsmuld og høvlspåner i eksempelvis etageadskillelser og revner og sprækker. I dag har man en række industrialiserede isoleringsprodukter baseret på træfiber. Det har været brugt i Danmark siden 1990’erne og i Sverige siden 1980’erne.
Råmateriale
Fremstilles af ukurant nåletræ fra fældet skov. Visse produkter kan indeholde ammonium polyfosfat som brandhæmmer, polyethylenfibre, vandskyende stoffer m.v. Tjek deklarationen.
Fremstilling
Træfiberuld bliver lavet af flis som defibreres til en fin uld, der bruges som løst isoleringsmateriale. Massen tilsættes polyethylen-fibre og formes til måtter eller plader.
Opbygning
Træfiberuld kan leveres i sække eller direkte via indblæsningsmaskinen.
Træfibermåtter/plader findes i forskellige varianter med specielle egenskaber eksempelvis fleksible måtter, hårde og/eller pudsbare plader.
Anvendelse
Træfiber-løsuld anvendes i tage, skunke, lofter, skillevægge og lette ydervægge. Ulden indblæses i lukkede konstruktioner i ydervægge og på loft med en slange direkte fra bil/trailer med en speciel indblæsemaskine.
Måtter monteres direkte i væg- og tagkonstruktioner.
Plader bruges mest som undertag, vindplader og som pudsbar facadeisolering.
Træfibre er et hygroskopisk materiale. Den hygroskopiske effekt bevirker, at træfibrene fordeler fugt ud i hele materialet, hvorfra fugt nemt afgives igen. Derfor kan denne type isolering med fordel anvendes uden dampspærre og i en åndbar konstruktion.
Drift
Træfiberisolering nedbrydes ikke i korrekt udførte konstruktioner.
Bortskaffelse / genanvendelse
Træfiberisolering kan genbruges eller brændes, og evt. komposteres, dog ikke hvis der er indhold af plastfibre. Tjek deklarationen.
Fordele og ulemper
+
Fordele
Kan benyttes i en åndbar konstruktion.
Arbejdsmiljøvenlig.
Træ er et af de mest bæredygtige byggematerialer, se mere her.
Isoleringsværdien (lambda) er ca. 0,035 – 0,04 og ligger dermed på linje med de mest anvendte isoleringsmaterialer.
Træfiber kan være brandhæmmet med ammonium polyfosfat.
-
Ulemper
Det kan være vanskeligt at tilskære måtter af træfiber, men speciel håndholdt skæremaskine letter tilskæring.